Og hvad så med de læremidler?

I februar 2024 lancerede Styrelsen for Undervisning og Kvalitet 10 anbefalinger om skærmbrug, der i en skolekontekst sætter fokus på andre læringstilgange end de skærmbaserede i undervisningen. Folketinget fulgte tråden op i den nye aftale om folkeskolen, hvor analoge læremidler fik særlig opmærksomhed. CFU skal stå for indkøbene – men i øvrigt (pr. marts 2024) stadigvæk spare, bare på andre områder.

Vurdering af læremidler har altid været en central opgave for PLC. Opgaven er jævnligt blevet sværere at gå til og overskue. Ikke mindst på grund af en stigende digitalisering de senere år, men også fordi fx lærebogssystemer er blevet aflyst af multimodale fagportaler, der med en høj grad af kompleksitet og omfang er langt sværere at skabe indsigt i og overblik over. Samtidigt bugner læremiddellandskabet af forlag, virksomheder, interesseorganisationer, kulturtilbud, private aktører, CFU’er og mange andre, der forsøger at få skolen til at anvende netop deres læremidler. Ofte sker dette gennem skolens PLC. 

Nogle læremidler er gratis, andre kan lånes (fx gennem CFU), men de fleste skal købes. Som sådan er læremidler dyre at indkøbe, men de koster langt mere at implementere. Hvis de ender med ikke at blive anvendt i lærerens praksis, er de katastrofalt dyre, for så er pengene spildt. Det er PLC, der skal have kompetencerne til at stå i spidsen for at vurdere, om et givet læremiddel har et potentiale i skolen eller ej – og om det skal anskaffes. Hvem ellers? Den enkelte lærer? Ledelsen? Kommunen? Tværkommunale PLF’er?

Det kræver en stor mængde viden og færdigheder at vurdere læremidler, og dem besidder (en del) PLC’er heldigvis. Mange PLC’er oplever dog et kompetencetab, da nødvendig efteruddannelse er nedprioriteret, erfarne kolleger er væk, tiden er blevet beskåret osv. Et fejlslagent indkøb af læremidler medfører ikke kun spild af penge og tid i en i forvejen presset økonomi. Det har også særdeles negative konsekvenser for skolens praksis, da det pædagogiske personale derved oplever begrænsninger i mulighederne for at gennemføre en differentieret og varieret undervisning.

Derfor må PLC insistere på at være skolens centrale motor for læremiddelvurdering og -implementering. At det sker i samarbejde med andre aktører på skolen og fx tværkommunale netværk, er både naturligt og en åbenlys mulighed for at kvalificere processerne. Men det står og falder stadigvæk med den enkelte læringsvejleders kompetencer til at indgå i dette arbejde. Det kræver uddannelse, netværk, sparring og ikke mindst mulighed for at udføre opgaven. Insister på det.