Når indskolingseleverne kommer på skolens PLC, begynder vi ofte med en historie, der bliver læst eller fortalt for dem. Vi taler om selve bogen og dens udtryk, dens persongalleri, billeder og handlingen, og afrunder med, hvad de kommer til at tænke på, og hvad de synes om bogen. Derefter bliver bogen ofte lånt ud, og næste gang er der en ny bog på tapetet. Vi havde dog et ønske om, at eleverne skulle være mere medskabende, og at det ikke alene blev en lærerstyret dialog om bogen, men mere eleverne, der talte sammen om bogen. Vi ville gerne have eleverne til at dvæle lidt længere ved historien, at de var aktive sammen og kunne tale om historien uden en vores indblanding.
Vi havde nogle Beebots, der i nogle år havde stået passivt hen. De var dog – med fokus på teknologiforståelse – blevet støvet af og brugt i forløb i alle indskolingsklasserne, hvor de havde arbejdet med robotter og algoritmer. Så alle klasserne kendte til, hvordan Beebotten fungerede.
Med dette udgangspunkt, at alle elever kendte Beebotten, gik vi i gang med at lave baner. De første baner havde 5 gange 5 felter og var lavet i store kraftige stykker papir; senere blev banerne større og længere, og nu lavet på bagsiden af gamle reklamebannere fra banker og kommunen (fundet på Skatkammeret, et lokalt genbrugsmekka for skoler).
Vi ville gerne have eleverne til at genfortælle den historie, vi havde læst for dem. Så til de bøger, vi læste, fandt vi billeder som passede til, hvad der skete i historien. Billederne blev lagt hulter til bulter på banen. Meningen var, at eleverne to og to sammen skulle kode Beebotten gennem banen og samtidig genfortælle historien.
Vi prøvede idéen af med en 2. klasse og blev overrasket over, hvor let de gik til opgaven. De kendte Beebotten og historien. Udfordringen var, hvordan de kunne kende forskel på højre og venstre og trykke den ”rigtige” kode ind. Eleverne talte om Beebotten, koder og heldigvis historien. De talte om, hvad der skete forskellige steder i historien, og nogle talte om, hvad der ville være sket, hvis rækkefølgen havde været anderledes. Når eleverne var kommet gennem banen, genfortalte de deres historie for en lærer. Det var lærerigt at opleve, hvor forskellige deres genfortællinger kunne være alt efter hvad, de havde lagt vægt på i historien.
Med denne oplevelse i rygsækken prøvede vi det af med en 0.klasse, som gik ligeså ufortrødent til opgaven. Her havde vi dog lagt billederne i historiens kronologi og havde ingen forstyrrende billeder på banen.
Da vi prøvede idéen af med en 3.klasse, oplevede vi, at eleverne sagtens kunne komme gennem banerne. Nogle blev i stedet optaget af at lave en lang kode, som gik gennem alle billederne i rigtig rækkefølge i stedet for at kode fra et billede til det næste. Andre prøvede, efter at have genfortalt historien, at lave deres egen historie ud fra de billeder, som var på banen. Så historien om Rødhætte blev fortalt som levede hun i vores samtid. Der blev virkelig lyttet, meddigtet og ikke mindst grinet over diverse påfund.
Denne lyst til selv at lave historier om til deres egne gjorde, at vi laminerede en masse billeder på papir, man ikke kan se igennem.
Derefter lavede vi nogle baner med disse billeder, så eleverne ikke kunne se dem. Opgaven var at få Beebotten hen til et billede, og når gruppen havde samlet 4-5 billeder, skulle de lave en historie med billederne, som de fortalte for resten af klassen. En dansklærer koblede handlingsbroen på og bad klassen om at skrive/tegne deres historie. En anden klasse ville hellere kunne se billederne, så de vidste, hvad de kunne køre efter og koble sammen.
Der er mange muligheder, og sammen med elever og kollegaer viste der sig at være mange flere. En enkelt lille robot viste sig at være god til at engagere elever til at øve sig i at genfortælle historier og ikke mindst lave egne historier samtidig med, at der bliver øvet simpel kodning og algoritmer.