På vores PLC vil vi gerne sætte det naturfaglige mere i fokus i det kommende skoleår.
Det kan vi gøre ved at sætte de naturfaglige bøger frem og lave udstillinger med alle verdens temaer. Vi kan finde den obligatoriske samling af udstoppede dyr frem og vække elevernes nysgerrighed og ikke mindst fascination for dyr, selv døde dyr, og vi vil fortsætte med at bruge beebots til at lave og genfortælle historier med.
Vi har sat os for, at vi gerne vil have nogle aktiviteter, hvor eleverne aktivt prøver noget af eller bygger og samler noget. Udover dette kunne vi godt tænke os at prøve at have dyr på skolebiblioteket, hvis det er muligt.
Vi er så heldige at komme rundt på andre PLC’er i vores kommune, og vi har blandt andet besøgt Vamdrup Vest, hvor de både havde et akvarium, kødædende planter og et terrarium med skildpadder.
Akvariet og terrariet står ved fagbøgerne og tilføjer en dejlig visuel og rolig dimension til skolebiblioteket. Det bevægende vand, de farverige fisk og de grønne planter skaber en afslappende atmosfære, der gør rummet indbydende. Eleverne tager pauser og observerer fiskene og skildpadderne, hvilket både er beroligende og stimulerende for deres nysgerrighed. Eleverne følger livligt med i, hvad der sker, stiller spørgsmål til livet i akvariet og lærer om de forskellige fiskearter og skildpadder, deres levesteder og adfærd. Skilte ved akvariet giver information om fiskene, skildpadderne og vandplanterne.
Desuden oplever eleverne eksperimenter, som for eksempel at introducere snegle til akvariet for at se, hvordan de hjælper med at holde algerne nede. Dette giver eleverne en praktisk forståelse for, hvordan et økosystem virker. Ved terrariet ligger der et par skildpadde-skjolde, som må røres og undersøges.
De kødædende planter står for sig selv, stille og rolige. Der sker ikke meget, men alligevel er de fascinerende med deres unikke egenskaber og tilpasninger til ekstreme miljøer.
Men alle disse tiltag tager tid og kræver pasning. Det står Vamdrup Vests PLC ikke for. De er så heldige at have en kollega, der står for den overordnede pleje og tager dyrene med hjem i ferierne, for det kræver tid, lyst og interesse.
På en anden af kommunens skoler, Skanderup-Hjarup Forbundsskole, holder de vandrende pinde. Et insekt, der er forunderligt og findes i mange forskellige arter. Her bliver det fortalt, at mange elever har fået udklækkede unger med til deres egne terrarier, og at det er eleverne, der passer de vandrende pinde i ferierne. Eleverne er meget optaget af at give dem blade og vand og finde æg i bunden af terrariet, og her er der også et tydeligt engagement og nysgerrighed fra eleverne.
Disse insekter har vi været så heldige at få nogle eksemplarer af til vores PLC, så nu skal der investeres i et terrarium, og vi skal have vores elever inddraget. Vi skal prøve at finde ud af, hvor tit de lægger æg og hvor længe de er om at udklække. Vi skal have en klasse til at indrette terrariet, og en anden til at hjælpe med at passe dem og holde terrariet fugtigt. Vi skal undersøge, hvilke blade de vandrende pinde foretrækker. Der skal laves infotavler om dem. Vi skal dokumentere udviklingen fra unge til voksen. Vi skal dissekere de døde vandrende pinde. Vi skal tegne dem og lave skulpturer af dem. Vi skal undersøge, hvorfor de bruger kamuflering til overlevelse.
Så vi håber, at hvis vi inkluderer levende insekter på PLC, kan vi være med til at vække elevernes nysgerrighed og gøre læring mere engagerende. Vi tror på, at det er en mulighed for hands-on læring, hvor eleverne aktivt deltager i observationer og eksperimenter, der kan være med til at udvikle kompetencer som hypotesedannelse, dataindsamling og analyse.