Vejledning med kollegaer

 Mange steder på landets folkeskoler kæmper man med en alt for stor del elever, der forlader folkeskolen uden at have bestået dansk eller matematik. Regeringen påpeger, at man godt ved hvad der skal til – uddannelse – og særligt uddannelse af vejledere, og har derfor afsat knap 40 mio. i en pulje til vejlederuddannelse i de 20 kommuner, der har den største andel elever, der ikke består 9.klasse-prøven i dansk og matematik. Ifølge Ane Qvortrup, professor i uddannelsesvidenskab på SDU, har vejledning god effekt, særligt hvis det kan hjælpe med tidligt at opdage, hvilke elever der har faglige udfordringer, og som fx ikke støttes nødvendigt i hjemmet, så der kan laves ekstra indsatser. [1].

Flere skoleledere fra de 20 kommuner kritiserer dog tiltaget. De påpeger, at vejledere allerede gør en stor forskel og spiller en vigtig rolle for undervisningen på skolen, men at der mangler frihed til at vurdere og målrette den indsats, der lokalt har størst effekt, da problemstillingen er kompleks[2].

Problemstillingen løses ikke alene ved uddannelse af flere vejledere, der skal meget andet til. At så mange elever desværre forlader folkeskolen uden de nødvendige kundskaber i dansk og matematik skyldes mange forskellige faktorer, mange af dem er uden for skolens domæne. Ligesom elevernes forudsætninger er der dog også stor forskel på lærernes forudsætninger for at levere god undervisning, men netop her kan skolen netop gøre noget ved at fokusere på at udvikle lærerens kompetencer, både de fagfaglige, men særligt også de fagdidaktiske, pædagogiske og relationelle.

Derfor har skolelederne en væsentlig pointe, når de som ovenfor beskrevet påpeger problemstillingens kompleksitet. Løsninger skal findes lokalt, så netop de indsatser, der har størst effekt der, kan iværksættes. Nogle steder er det regulær uddannelse / efteruddannelse der skal til, andre steder skal der fokuseres på vejlederuddannelse, andre igen har helt andre udfordringer.

En fællesnævner er dog præmisserne for vejledning. En professionel lærer er både fagligt, didaktisk og relationel kompetent[3], men i særdeleshed også i stand til at reflektere over egen praksis for at udvikle den[4]. Netop det kræver ofte nogen at sparre med. Her spiller vejlederen en central rolle, da det netop er det, vejlederen er uddannet til. Der ligger et stort spild af ressourcer i at rette vejlederes kompetencer mod eleverne. Effekten her er meget lav, da den lærer, der normalt står med klassen, ikke oplever nogle ændringer i sin praksis.

Anvendes vejlederens kompetencer rigtigt, dvs. i procesvejledninger, men også i ekspertvejledning og procesudviklingsforløb af og med kolleger, har vejledning en væsentligt effekt, da den enkelte lærer – den, der står med opgaven i klassen – derigennem får nye indsigter og kompetencer til at udvikle sin undervisning. Vejledning er kollegarettet og både vejleder og den vejledte skal kunne bruge tid og ressourcer på det. Måske er det den vigtigste lokale indsats overhovedet.