Picture of Bo Andersen

Bo Andersen

Skolebibliotekar og lærer på Dalby skole, Kolding

Skolebiblioteket må gerne være mere end blot et sted, hvor man låner bøger – det kunne for eksempel også være et rum for inspiration, læring og kreativitet. Vores nye idé er en kreahylde, hvor eleverne kan lade deres fantasi få frit spil og finde inspiration til kreative projekter.

 

Kreahylden skal ikke bare være en samling bøger om hobbyer og håndværk. Den skal også fungere som et udstillingsvindue for elevernes egne kreationer. Hylden kan prydes af farverige tegninger, perleplader, modellervoksfigurer, ja, kun fantasien sætter grænser. Forhåbentligt kan det skabe en inspirerende atmosfære, hvor elever motiveres til selv at udforske bøgerne og prøve nye projekter.
På mellemtrinnet har skolen i år desuden oprettet en ugentlig kreaklub, hvor elever i et frikvarter om ugen kan tegne, strikke og hækle sammen. Kreahylden på biblioteket skal gerne fungere som en naturlig ressource for klubben, hvor eleverne kan finde bøger med teknikker og idéer, de kan tage med ind i deres projekter.


Vi ved, at kreativt arbejde giver børn værdifulde kompetencer. Kreativitet er ikke kun en evne til at skabe kunst, men også en måde at tænke på, løse problemer og udtrykke sig selv. Når børn udfolder deres kreative potentiale, opbygger de selvtillid og lærer, at deres idéer har værdi.
Eleverne lærer at tænke kritisk og planlægge, for eksempel når de skal bygge en skulptur af begrænsede materialer eller skrive en historie fra start til slut. Samtidig bliver kreativitet en kanal for følelser – et rum, hvor børn kan udtrykke glæde, sorg, frustration gennem deres kunstneriske udtryk.


En kreahylde kan således være med til at styrke det kreative engagement hos skolens elever, forbinde læsning og praktiske aktiviteter, og derfor skal den være så velkommen på vores bibliotek.
 

skolegård, model
Foto: Anna Johansen
Kigkasser
Foto: Anna Johansen

Indhold 2

Mis, papirriv