For nogle børn giver det mere mod på læsningen, når de genkender en verden, som de kender rigtig godt fra gamerstolen. Minecraft er populært hos mange børn – men hvad er Minecraft egentlig for noget?
Ifølge firmaet bag, er Minecraft: ”et spil, der er opbygget af blokke, skabninger og fællesskab. Du kan overleve natten eller bygge et kunstværk – valget er helt og holdent dit. Der er masser af ting, du kan gøre, og mange måder, du kan spille på. Hvis kreativitet er lige dig, så kan du bruge blokkene til at bygge ting ud fra din fantasi. Hvis du føler dig modig, kan du udforske verden og stå over for dristige udfordringer.”
En række bøger om Minecraft-universet har fundet vej til forlaget Alvilda, der har oversat og udgivet en række forskelligartede bøger med Minecraft som omdrejningspunkt.
I Minecraft: Redstone-håndbog bliver læseren præsenteret for en lang række anvisninger til at skabe nyttige og sjove apparater til sin egen Minecraft-verden. Bogen er opbygget i 3 kapitler med hvert sit fokus. Først præsenteres alle de blokke, der kan bygges med, og herefter hvordan man laver kredsløb, og i den sidste del skal den teoretiske del bruges i praksis til forskellige sjove apparater, ”der vil imponere dine venner”.
I Minecraft: Combat-håndbog er der fokus på tips og tricks til at bekæmpe de fjender, du kan møde i universet. Der gives desuden anvisninger på, hvordan du sætter et spil i gang og vælger din arena og din kriger. Begge bøger indeholder adskillige illustrationer af figurer og blokke fra spillets univers. Teksttypen er en klassisk computerskrift, og bogen vil helt sikkert appellere til en minecraftspiller, som kan lide at fordybe sig i detaljer. Udover disse to findes to andre i serien: Survival-håndbog og Creative-håndbog.
Mobs i palæet henvender sig til de yngre Minecraft-fans. Med udgangspunkt i universet er der skabt en fiktiv fortælling om Emma og Birk, der træder ind i en verden beboet af vexer, troldkarle og obsidian. Børnene finder et udødelighedstotem, som redder Birk, da han falder ned fra en klippe. Bogen har en lix på 14, men det skyldes, at der undervejs anvendes en del længere ord – kendte fra Minecraft-verdenen, så med lidt hjælp undervejs, kan bøgerne læses af børn i 2.-3.klasse. Mange illustrationer undervejs, der læner sig op ad figurer og omgivelser, som hos Minecraft-spilleren givetvis vil vække genkendelsens glæde. Der er indtil videre 5 bøger i serien.
Minecraft – Find zombien og andre mobs er en søg og find-bog i stil med Flunkerne og Find Holger. Denne bog kræver en voksen at læse bogen med, da der skal læses en del tekst om de figurer, der skal findes på de respektive sider. Figurer og omgivelser er kendte for Minecraft-elskeren, og der venter givetvis en hyggelig stund med at finde mindre hyggelige væsner som zombier, mooshrooms, creepers og dræberkaniner. Tegninger og skrift er meget tro mod Minecraft-verdenen og vil uden tvivl afføde gode samtaler om det, børnene oplever i selve spillet. Find creeperen er også del af serien.
Minecraft – Redstone-håndbog
Minecraft – Combat-håndbog
Antal sider: 96
Minecraft – Mobs i palæet
Sidetal: 32
Alvilda 2025
Minecraft – Find zombien (en søg og find-bog)
Sidetal: 40
Alvilda 2025
Artiklen er bragt i LæringsCentret Nr 3, 2025, side 17
Vil du have inspiration til hvordan man kan arbejde med Minecraft i undervisningen?
Så kig på denne Padlet lavet af Kasper Gents på Ellebækskolen i Næstved: