Picture of Lykke Winther

Lykke Winther

Læringsvejleder
Vindinge skole, Roskilde

Når læreren læser højt for klassen, bliver fortællingerne fælles oplevelser, der skaber samtaler og fællesskab. 

Højtlæsning kan være så meget mere end blot en hyggestund – det kan være en platform for fællesskab, refleksion og i dette forløb også læring om demokrati.

Men hvorfor er det så vigtigt at inddrage eleverne i valget af højtlæsningsbøger?

Elevinddragelse i folkeskolen handler om at give eleverne en stemme og ejerskab over deres læring. I de større projekter bliver eleverne forandringsagenter for de processer vi inddrager dem i, men også hverdagens mindre beslutninger kan være med til at understøtte demokratiforståelsen, og øge den enkelte elevs deltagelsesmulighed i klassens fællesskab.


Roskilde kommune har som følgekommune for National Indsats for Børn og Unges Læseglæde, valgt at lægge vægt på folkeskolernes højtlæsningskultur. Folkebiblioteket har udarbejde listen over egnede højtlæsningsbøger for alle årgange. Lærerne melder deres klasse til, skolebibliotekaren rammesætter elevernes valg af bog, og der læses for livet løs.

På Vindinge Skole er forløbet gennemført i fire klasser på forskellige årgange, og processen har været både lærerig og inspirerende. I hvert fald for mig. Evaluering af elevernes og lærernes oplevelse følger.

Vi startede forløbet med en kort snak om hvad “valg” er, og aftalte at vi først talte om vores holdninger til bøgerne efter valget, så alle kunne danne deres egen mening. For hver klasse har jeg udvalgt tre bøger til klassen. Jeg præsenterede bøgerne med forsidebillede, bagside tekst og en kort handlingsbeskrivelse, så objektivt som muligt. Herefter afholdt vi en anonym afstemning, hvor eleverne stemte på deres favorit. Bogen med flest stemmer, bliver højtlæsningsbogen, som læreren læser op i klassen.

Næste skridt i forløbet bliver at lade eleverne selv nominere bøger til afstemningen. Det vil styrke demokratiforståelsen yderligere, da eleverne får mulighed for at argumentere for deres valg og præsentere bøger for klassen. På den måde flytter vi ejerskabet endnu mere over til eleverne og understøtter samtidig deres litterære bevidsthed og præsentationskompetencer.

På Vindinge har vi blot fire klasser med, men på andre af kommunes skoler er flere klasser deltagende. Her er nogle af lærernes begrundelser for ikke at være med:

  • Det er svært at finde et egnet tidspunkt til højtlæsning, der ikke har et fagligt sigte.
  • Der læses i forvejen højt af den litteratur, der inddrages i undervisningen.
  • Eleverne får læseoplevelser på skolebiblioteket.
  • Det er svært at læse en bog, man ikke selv har valgt.

De fire deltagende klasser vil nu gennemføre “runde 2”, hvor eleverne selv nominerer, og så fremlægges forløb og evaluering for danskfagudvalget. Måske kan vi få flere med?

National indsats for børn og unges læseglæde afholder onlineeventet SAMMEN OM BØRNS LÆSEGLÆDE: https://www.fremtidensbiblioteker.dk/det-sker1

Rapporten med “redskaber, resultater og anbefalinger” er gratis og bestilles her: 

https://www.fremtidensbiblioteker.dk/brn-og-unges-lseglde